Røde Kors og Aarhus Kommune indgår ny aftale for sårbare borgere

Aarhus Kommune og Røde Kors Aarhus har indgået en ny samarbejdsaftale, som skal styrke indsatsen for sårbare borgere frem til udgangen af 2028.
Aftalen skal blandt andet sikre en fortsat udbredelse af frivillige aktiviteter på plejehjem og seniorcafeer samt skabe flere frivilligdrevne fællesskaber og sundhedstilbud for borgere med anden etnisk baggrund. Samtidig skal samarbejdet give en mere fleksibel ramme, så indsatserne løbende kan tilpasses aktuelle behov.
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin, fremhæver betydningen af samarbejdet:
"Vi ved, at de udfordringer, vi står over for, ikke kan løses af kommunen alene. Fremtidens velfærd skal skabes i samspillet mellem borgere, civilsamfund og det offentlige."
Ifølge Røde Kors Aarhus skal aftalen ikke kun fastholde eksisterende aktiviteter, men også skabe grundlag for nye løsninger, der tager udgangspunkt i borgernes behov.
Formand Niels Højberg siger:
"Det særlige ved den her aftale er, at vi ikke låser os fast på en lang liste af aktiviteter, men forpligter os på den forskel, vi ønsker at skabe for borgerne."
Parterne vil hvert år evaluere samarbejdet og justere indsatsområderne, så ressourcerne fortsat bruges, hvor de skaber størst værdi for aarhusianerne.
Faktaboks
- Samarbejdsaftalen er indgået mellem Røde Kors Aarhus og Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
- Aftalen løber fra 1. januar 2026 til 31. december 2028.
- Formålet er at styrke fællesskaber og øge livskvaliteten for sårbare borgere.
- Samarbejdet bygger på fælles prioritering, fleksibilitet samt balance mellem drift og udvikling.
- Aftalen skal sikre fortsat udbredelse af frivillige aktiviteter på plejehjem og seniorcafeer.
- Der skal etableres flere frivilligdrevne fællesskaber og sundhedstilbud for borgere med anden etnisk baggrund.
- Parterne følger årligt op på samarbejdet og justerer løbende indsatserne efter behov.






Accepter kun nødvendige cookies